← vaekstly.dk
Handelsbetingelser
Gælder for aftaler indgået med Vækstly · Version 1.3 · 12. august 2026
Kort fortalt: I får en fast pris aftalt på forhånd, I ejer det hele bagefter, og I er ikke bundet til noget bagefter, medmindre I selv vælger det. Nedenfor står detaljerne.
Indhold
- Parterne
- Aftalens indgåelse
- Priser
- Betaling
- Hvad I skal levere
- Levering og rettelser
- Godkendelse
- Ejerskab
- Hvad vi ikke lover
- Drift af hjemmeside
- Abonnementer og forløb
- Launch-rabat
- Reference og omtale
- Ansvar
- Persondata
- Force majeure
- Ophør
- Tvister
1. Parterne
Sælger er Vækstly, en del af JC Data & Automation, CVR 46059514, Nordtoften 2, 8600 Silkeborg. Køber er den virksomhed, der er anført på tilbud og faktura.
Aftaler indgås mellem erhvervsdrivende. Forbrugerbeskyttelsesregler, herunder 14 dages fortrydelsesret, finder ikke anvendelse.
2. Aftalens indgåelse
En aftale er indgået, når I har accepteret et skriftligt tilbud fra os — på mail er nok. Tilbuddet beskriver, hvad der er med, og hvad prisen er. Er noget ikke nævnt i tilbuddet, er det ikke med.
Et tilbud gælder i 30 dage, medmindre andet står i det.
3. Priser
Alle priser på hjemmesiden er ekskl. moms. Priser på hjemmesidearbejde er fra-priser. Priserne på abonnementerne og på Hele Maskinen er faste priser for det, der er beskrevet i §11. Den endelige pris fremgår altid af tilbuddet og er fast for det, tilbuddet beskriver.
Ønsker I undervejs noget, der ligger ud over tilbuddet, aftaler vi prisen for det, før vi går i gang. Vi laver ikke ekstraarbejde, I ikke har sagt ja til.
4. Betaling
- 50% ved aftalens indgåelse.
- 50% når løsningen er godkendt og sat i drift.
Betalingsfrist er 8 dage netto fra fakturadato. Ved for sen betaling tilskrives renter efter renteloven samt rykkergebyr.
Løbende ydelser faktureres månedsvis forud. Det gælder drift af hjemmeside (§10) og abonnementerne Månedsanalysen og Strategi & Eksekvering (§11). Opstartsgebyret på Månedsanalysen faktureres ved aftalens indgåelse.
For Hele Maskinen gælder samme fordeling som ovenfor: 50% ved aftalens indgåelse, 50% ved aflevering.
5. Hvad I skal levere
For at vi kan lave arbejdet, har vi brug for materiale fra jer: tekst, billeder, logo, adgang til domæne og relevante konti. Vi siger tydeligt til, hvad vi mangler.
Får vi ikke materialet, kan vi ikke arbejde videre. Går der mere end 60 dage, hvor vi venter på jer, kan vi fakturere det arbejde, der er udført, og lukke sagen. I kan altid genåbne den bagefter.
I indestår for, at det materiale, I sender os, må bruges — at I har rettighederne til billeder og tekst. Vi kan ikke holdes ansvarlige for materiale, I leverer.
6. Levering og rettelser
Vi aftaler en tidsplan i tilbuddet. Tidsplanen afhænger af, hvor hurtigt vi får materiale og svar fra jer, og vi justerer den sammen, hvis noget skrider.
I prisen er to runder rettelser på det færdige udkast. En rettelsesrunde er jeres samlede bemærkninger sendt på én gang. Rettelser derudover, og ændringer der ligger ud over det aftalte omfang, afregnes efter aftale.
7. Godkendelse
Når løsningen er klar, sender vi den til jeres godkendelse. Hører vi ikke fra jer inden 14 dage, betragtes den som godkendt, og vi sætter den i drift.
Fejl, der viser sig efter godkendelse, retter vi uden beregning i 90 dage, hvis de skyldes vores arbejde. Ændringer og nye ønsker er ikke fejl.
8. Ejerskab
Når slutfakturaen er betalt, ejer I det hele: kode, design, indhold, domæne og de konti, der er oprettet til jer. Vi udleverer adgange på anmodning.
Vi beholder retten til at genbruge generelle metoder, komponenter og knowhow, der ikke er specifikke for jeres virksomhed. Det påvirker ikke jeres ejerskab til jeres egen løsning.
Bygger løsningen på tredjepartssoftware med egne licensvilkår, gælder de vilkår for den del.
9. Hvad vi ikke lover
Vi vil hellere sige det ligeud end pakke det ind:
- Vi lover ikke en bestemt placering i Google — hverken side 1 eller nogen anden position. Det kan ingen ærligt love, fordi det ikke er vores at bestemme. Vi sætter siden rigtigt op fra start.
- Vi lover ikke, at AI nævner jer. Vi kan fjerne de grunde, der gør, at I ikke bliver nævnt. Hvad en model svarer, kontrollerer ingen.
- Vi lover ikke et bestemt antal kunder, opkald eller en bestemt omsætning. Tal, vi viser undervejs, er skøn baseret på offentligt tilgængelige data — vi siger det gerne, hvis I spørger hvordan.
- Vi lover ikke, at en påvist forbedring bliver til en realiseret besparelse. Vi finder den, regner på den og siger, hvad vi ville gøre. Om den bliver gennemført, er jeres beslutning. Garantien i §11.5 hænger derfor på det påviste, ikke på det realiserede.
10. Drift af hjemmeside
Denne paragraf handler om drift af en hjemmeside, vi har bygget. Abonnementet Strategi & Eksekvering (14.999 kr/md) er noget andet og står i §11.2.
Drift er et valgfrit tilvalg. Uden drift virker jeres løsning fortsat — I står blot selv for hosting, opdateringer og ændringer.
Med drift gælder:
- Der er ingen bindingsperiode.
- Opsigelse sker med en måneds varsel til udgangen af en måned. Skriv til [email protected] — det er nok.
- Ved opsigelse hjælper vi jer med at flytte løsningen. Overtagelsen skal ske inden 30 dage efter ophør.
- Vi kan regulere prisen med tre måneders varsel. Er I ikke enige, kan I opsige uden yderligere varsel.
- Betales drift ikke, kan vi sætte ydelsen i bero efter skriftlig påmindelse med 14 dages frist.
11. Abonnementer og forløb
Ud over hjemmesidearbejde leverer vi tre ydelser omkring jeres tal. Hvad der konkret er med, står i tilbuddet. Er noget ikke nævnt i tilbuddet, er det ikke med.
11.1 Månedsanalysen
- 6.999 kr pr. måned ekskl. moms, plus et opstartsgebyr på 4.900 kr ekskl. moms.
- Opstarten kobler jeres systemer sammen og kortlægger, hvor forretningen tjener sine penge.
- Herefter leverer vi én månedsside den 5. i hver måned: hvad der ændrede sig, hvorfor, og hvad vi ville gøre ved det.
- Der er ingen bindingsperiode. Opsigelse sker med en måneds varsel til udgangen af en måned — en mail til [email protected] er nok.
- Garanti på opstarten, del 1: den første månedsside leveres senest 14 dage efter, at vi har fået den aftalte adgang til jeres systemer. Leverer vi den ikke, refunderes opstartsgebyret.
- Garanti på opstarten, del 2: har månedssiderne inden for 90 dage efter den første side ikke påvist forbedringsmuligheder — opgjort i kroner på siderne, hver forbedring talt én gang — for mindst tolv måneders abonnementspris, kan I opsige uden varsel og få opstartsgebyret refunderet.
- Forudsætninger for begge dele: garantien gælder kun, hvis vi har fået den aftalte adgang, og hvis de fem månedlige spørgsmål er besvaret. Den angår det påviste, ikke det realiserede — se §9. Allerede betalte månedsabonnementer refunderes ikke.
11.2 Strategi & Eksekvering
- 14.999 kr pr. måned ekskl. moms. Alt i Månedsanalysen, og derudover bygger vi løbende det, tallene peger på.
- Omfanget er afgrænset: der er én forbedring i gang ad gangen, den skal kunne færdiggøres inden for en måned, og den skal følge af tallene i månedssiden. Når den er færdig, tager vi den næste.
- Ønsker I noget større end det, er det et selvstændigt projekt til en pris, vi aftaler, før vi går i gang. Det er ikke indeholdt i abonnementet.
- Det, vi bygger, kører på vores egen platform. Ejerskabet til jeres data og til det, der er bygget til jer, følger §8. Platformen selv er vores.
- Der er ingen bindingsperiode. Samme varsel som i 11.1.
- Garanti på prisen: i en måned, hvor der hverken bygges videre på en tidligere påvist forbedring eller påvises en ny, der efter månedssidens egen opgørelse er mindst månedsprisen værd, faktureres måneden til prisen for Månedsanalysen (11.1) i stedet for den fulde pris. Det afgøres ud fra månedssiden den 5. og reguleres på den følgende faktura. Forudsætningerne fra 11.1 gælder tilsvarende.
11.3 Hele Maskinen
- 199.999 kr ekskl. moms. Fast pris — ikke et abonnement, ikke en timepris.
- Forløbet varer 90 dage fra den dag, vi har den adgang, der er nævnt i 11.4. Vi kører ét forløb ad gangen.
- Hvad forløbet omfatter, står i tilbuddet. Betaling følger §4.
- Forløbet omfatter de forbedringer, månedssiderne og opstartsanalysen har påvist og prioriteret, samt en prioriteret plan for det, der ligger efter de 90 dage. Hvad der konkret bygges, fastlægges i forløbet og bekræftes skriftligt undervejs.
- Efter forløbet er de første fem måneder på Strategi & Eksekvering (11.2) inkluderet i prisen. Herefter er abonnementet valgfrit, og der er ingen binding. Vælger I det ikke, står systemet der stadig og kører. Prisgarantien i 11.2 gælder ikke i de fem inkluderede måneder.
11.4 Hvad I skal gøre, for at det virker
Hele Maskinen kan ikke leveres hen over hovedet på jer. Fire ting er derfor en forudsætning for både tidsplanen og garantien i 11.5:
- Adgang inden 14 dage. Vi skal have adgang til de aftalte systemer senest 14 dage efter aftalens indgåelse.
- Ejeren deltager selv. Ejeren — eller den, der reelt træffer beslutningerne — deltager i opstartsworkshoppen og i de løbende gennemgange. Ikke en stedfortræder.
- De fem spørgsmål besvares den 1. Vi sender fem spørgsmål hver måned. De skal være besvaret senest den 1. i måneden, for at månedssiden kan komme den 5.
- Afklaringer inden 5 hverdage. Spørgsmål fra os, der blokerer arbejdet, besvares inden fem hverdage.
Vi siger tydeligt til, hvad vi mangler, og hvad det betyder for planen. Bliver en af de fire ting ikke opfyldt, forlænges tidsplanen tilsvarende, og garantien i 11.5 bortfalder. §5 gælder også her: venter vi mere end 60 dage på jer, kan vi fakturere det udførte arbejde og lukke sagen.
11.5 Garantien på Hele Maskinen
- Hvad vi garanterer: peger månedssiderne inden for seks måneder efter aflevering ikke på forbedringsmuligheder for mindst forløbets pris — opgjort i kroner på siderne — arbejder vi videre uden yderligere betaling, indtil de gør.
- Påvist, ikke realiseret. Garantien angår forbedringer, vi har påvist og regnet på. Den angår ikke, om de bliver gennemført, eller hvad de så giver — det afhænger af jeres beslutninger og af forhold uden for vores kontrol. Se §9.
- Opgørelsen sker på grundlag af månedssiderne og de tal, de bygger på. Hver forbedring tæller med det beløb, der er skrevet på siden, og tæller kun én gang.
- Loft på det videre arbejde: arbejdet under garantien løber i højst seks måneder efter garantiperiodens udløb. Er beløbet ikke påvist ved udgangen af den periode, kan begge parter afslutte forløbet skriftligt uden yderligere krav på nogen af siderne.
- Forudsætninger: garantien gælder kun, hvis de fire ting i 11.4 er opfyldt, og kun for de datakilder, vi rent faktisk har haft adgang til. Har vi ikke kunnet se tallene, kan vi ikke påvise noget i dem.
12. Launch-rabat
Vækstly er nyt, og de første kunder kan få rabat mod en anmeldelse eller en personlig introduktion til en anden virksomhedsejer. Vilkårene aftales skriftligt ved bestillingen og afregnes på slutfakturaen.
Om en anmeldelse: vi beder om en anmeldelse — aldrig om en positiv anmeldelse. Rabatten er den samme, uanset hvad der står, og den er ikke betinget af indholdet. Skriver I ingenting, koster det ikke noget andet end rabatten.
Om en introduktion: den tæller, når I selv skaber kontakten, og det ender i en rigtig samtale. Den er ikke betinget af, at der bliver købt noget.
Kommer anmeldelsen eller introduktionen efter slutfakturaen, afregner vi med kreditnota inden for 30 dage efter lancering.
13. Reference og omtale
Vi vil gerne vise jeres løsning frem som reference — på vores hjemmeside eller i en case. Siger I nej, gør vi det ikke, og det ændrer intet andet i aftalen. Sig bare til, når som helst.
Vi sætter ikke vores navn eller link i jeres side, medmindre I selv beder om det.
14. Ansvar
Vi er ansvarlige efter dansk rets almindelige regler med følgende begrænsninger:
- Vores samlede ansvar kan ikke overstige det beløb, I har betalt for den pågældende opgave inden for de seneste 12 måneder.
- Vi er ikke ansvarlige for indirekte tab, herunder driftstab, tabt fortjeneste, tab af data eller tab som følge af manglende synlighed.
- Vi er ikke ansvarlige for nedbrud eller ændringer hos tredjeparter — hostingudbydere, Google, betalingsudbydere, sociale medier eller AI-platforme.
Begrænsningerne gælder ikke ved forsæt eller grov uagtsomhed.
15. Persondata
Behandler vi personoplysninger på jeres vegne — for eksempel i en løsning, der håndterer jeres kunders oplysninger — indgår vi en databehandleraftale efter databeskyttelsesforordningens art. 28, før behandlingen begynder. Den er ikke til fravalg.
Om vores egen behandling af jeres oplysninger: se privatlivspolitikken.
16. Force majeure
Ingen af parterne er ansvarlige for forhold uden for egen kontrol — herunder nedbrud hos tredjeparter, strømsvigt, sygdom af længere varighed, myndighedsindgreb eller lignende. Vi giver besked hurtigst muligt og aftaler en ny plan.
17. Ophør
Begge parter kan hæve aftalen ved den andens væsentlige misligholdelse, hvis forholdet ikke er bragt i orden inden 14 dage efter skriftligt påkrav.
Ophæves aftalen, afregnes det arbejde, der er udført frem til ophøret.
18. Tvister
Aftalen er underlagt dansk ret. Opstår der uenighed, taler vi om det først — det plejer at være nok. Kan vi ikke blive enige, afgøres sagen ved Retten i Viborg som første instans.
Ændringer. Vi kan opdatere disse betingelser. For en igangværende aftale gælder den version, der var gældende, da aftalen blev indgået — medmindre I accepterer en nyere.
Spørgsmål til betingelserne:
[email protected]. Se også
privatlivspolitikken.